Måndag 1 Juni | 11:08:20 Europe / Stockholm
2026-06-01 10:00:00

MÅ IKKE OFFENTLIGGØRES, DISTRIBUERES ELLER UDLEVERES HELT ELLER DELVIST, DIREKTE ELLER INDIREKTE, I ELLER TIL USA, AUSTRALIEN, CANADA ELLER JAPAN.

Selskabsmeddelelse nr. 2/2026 (1. juni 2026 kl 10:00:00 CEST)

Interessen for udbuddet af aktier i BAR DJUS A/S har været stor fra investorer, hvor samlet set 1.515 investorer har ønsket at tegne aktier for i alt DKK 23.706.644,50

BAR DJUS A/S (”Selskabet” eller ”BAR DJUS”) offentliggør i dag resultatet af udbuddet af nye aktier i forbindelse med optagelse til handel på Nasdaq First North Growth Market Denmark (”Udbuddet”), jf. selskabsmeddelelse nr. 1 af den 7. maj 2026 og virksomhedsbeskrivelsen, som blev offentliggjort samme dag.

Udbuddet blev lukket den 27. maj 2026 kl. 23:59 dansk tid. Selskabets Udbud af op til 3.970.000 stk. nye aktier til en udbudskurs på DKK 4,06 pr. aktie er gennemført. Gennemførelsen af Udbuddet af nye aktier giver Selskabet et bruttoprovenu på DKK 16,1 mio. og en markedsværdi på DKK 36,1 mio. baseret på udbudskursen.

BAR DJUS har modtaget tegninger fra i alt 1.515 investorer for i alt 5.839.075 stk. aktier. Første handelsdag på Nasdaq First North Growth Market Denmark forventes at være den 9. juni 2026 under symbolet ”BARDJU” (ISIN-kode DK0064869408).

CEO, Daniel Szylit, udtaler herom:

“Overtegningen viser, at investorerne har tillid til vores vækststrategi og forretningsplan. Vi har de sidste uger talt personligt med mange hundrede investorer, der efter at have kigget os nøje efter i kortene, nu har valgt at satse på BAR DJUS, og den vækstrejse vi står foran. Med kapitalforhøjelsen kan vi nu skrue op for udviklingstempoet og øge lagerbeholdningen for hurtigere at kunne levere juice af højeste kvalitet. Vi er stolte og ydmyge over den store interesse, vi har oplevet i tegningsperioden, og med den store overtegning til trods, er det lykkes at kunne give alle investorer mulighed for at være med i tegningen, nogle dog med reduceret antal aktier. Dermed får BAR DJUS mere end 1.550 medejere, når selskabet ringer med klokken til Nasdaq First North den 9. juni 2026 kl. 9.00.”

Stor støtte fra Danmarks gastronomiske fællesskab

Ledelsen i BAR DJUS ønsker at rette en tak til den brede gastronomi-branche i Danmark for støtten gennem alle årene og ikke mindst takke de kunder og samarbejdspartnere, som nu har valgt at blive medejere af BAR DJUS og hjælpe med at gøre BAR DJUS til en af Danmarks mest attraktive branche-aktier inden for foodservice. CEO, Daniel Szylit uddyber:

“Både eksisterende og nye investorer har således nu kvitteret for vækstpotentialet i BAR DJUS. Vores team har de seneste år skabt en særdeles sund forretning og. I ledelsen er vi taknemmelige for den kæmpe indsats, som hele holdet hér i Slagelse hos BAR DJUS, vores bestyrelse og rådgivere har leveret. En særlig tak skal lyde til vores betroede partnere i børsnoteringsprocessen, herunder Norden CEF.” 

Bestyrelsesformand Henrik Busch kvitterer også for teamets store indsats og sætter sammen med den øvrige ledelse den eksakte retning for BAR DJUS i den kommende vækstrejse.

“Ugen efter første handelsdag samles hele bestyrelsen til det første strategiseminar efter noteringen. Her tager vi hul på den næste fase og lægger den konkrete retning for den vækstrejse, som vi nu får kapitalgrundlaget til at realisere. Vi har gennem de seneste 8-9 måneder arbejdet målrettet og professionelt med at sikre, at børsplanerne nu kan føres sikkert ud i livet. Den kapital, der nu er kommet om bord, skal anvendes med professionel omhu, sund fornuft og fuldt fokus på at skabe værdi for selskabet, kunderne og aktionærerne. Nu handler det om eksekvering, ansvarlig vækst og om at levere på den tillid, som både eksisterende og nye investorer har udvist BAR DJUS. Stor tak til mine bestyrelseskollegaer for en stor indsats undervejs,” udtaler Henrik Busch.
















Resumé af Udbuddet:

Udbuddet af aktier i BAR DJUS resumeres i det følgende:

  • BAR DJUS udsteder 3.970.000 stk. nye aktier til en udbudskurs på DKK 4,06 pr. aktie, hvilket giver et bruttoprovenu til Selskabet på DKK 16,1 mio.
  • Der er tildelt aktier til 1.515 aktiedepoter.
  • Efter Udbuddets gennemførelse vil 1 aktionær, BAR’ DJUS Holding ApS (kontrolleret af CEO, Daniel Szylit), besidde mere end 5 % af Selskabets aktiekapital. Daniel Szylit vil gennem sin personlige beholdning og sit indirekte ejerskab gennem BAR DJUS Holding ApS besidde alt 40,39 % af aktierne og stemmerne i BAR DJUS A/S.
  • Markedsværdien af BAR DJUS A/S efter gennemførelsen af Udbuddet vil være på DKK 36,1 mio. (opgjort på grundlag af udbudskursen på DKK 4,06 pr. aktie).
  • Free float - som er andelen af aktiekapital, der ejes af de aktionærer, der ejer mindre end 10 % af Selskabets aktiekapital, og som ikke er en del af Selskabets bestyrelse, direktion eller nuværende aktionærer, og som ikke er underlagt lock-up - udgør 43,91 %.
  • Idet Udbuddet er overtegnet, har det ved allokeringen af de nye aktier været nødvendigt at reducere ønskerne til aktietegningen:
  • Alle tegningsordrer til og med DKK 8.120 eller 2.000 aktier får fuld tildeling.
  • Alle tegningsordrer fra DKK 8.124,06 eller 2001 aktier til og med DKK 250.000 eller 61.576 aktier har fået tildelt 2.000 stk. aktier samt 22,4 % af resterende tegningsbeløb i aktier rundet nedad.
  • Alle tegningsordrer over DKK 250.004 eller 61.577 aktier har modtaget en individuel tildeling baseret på en diskretionær beslutning fra bestyrelsen som beskrevet i virksomhedsbeskrivelsen, men med et ønske om at honorere de tegnede ønsker i størst muligt omfang.
  • Alle fortegningsaktionærer har fået fuld tildeling som beskrevet i virksomhedsbeskrivelsen.
  • Efter gennemførelse af Udbuddet forhøjes BAR DJUS’ eksisterende aktiekapital fra DKK 493.000 fordelt på 4.930.000 stk. aktier à nominelt DKK 0,10 til en ny aktiekapital på DKK 890.000 fordelt på 8.900.000 stk. aktier à nominelt DKK 0,10.


Supplerende information:

Registrering af kapitalforhøjelsen hos Erhvervsstyrelsen forventes at ske den 4. juni 2026. Første handelsdag på Nasdaq First North Growth Market Denmark for Selskabets aktier forventes at være den 9. juni 2026 kl. 9:00 under symbolet ”BARDJU” i Selskabets permanente ISIN-kode DK0064869408. Danske Bank A/S er afviklingsagent i forbindelse med Udbuddet.

Afvikling af de nye og eksisterende aktier solgt i Udbuddet sker i form af elektronisk levering af aktier i en midlertidig ISIN-kode DK0064869598 til investors værdipapirdepot i EURONEXT VP Securities A/S mod kontant betaling i danske kroner. Aktier udstedt i den midlertidige ISIN-kode registreres i EURONEXT VP Securities A/S alene til brug for afviklingen af aktieudbuddet og er ikke søgt optaget til handel. Den midlertidige ISIN-kode sammenlægges med den permanente ISIN-kode den 10. juni 2026 i EURONEXT VP Securities A/S.

Enhver handel med aktier i den midlertidige ISIN-kode forud for optagelsen til handel på Nasdaq First North Growth Market Denmark sker for investors egen regning og risiko.


Yderligere oplysninger:

BAR DJUS A/S:
Skovsøviadukten 8
DK – 4200 Slagelse
CVR-nummer: 37462721
Hjemmeside: http://www.bardjus.com

Selskabsmeddelelser, finansielle rapporter mv.: https://www.bardjus.dk/investors

Kontakter:

Daniel Szylit
CEO / adm. direktør
Tlf. (+45) 31 13 95 65
E-mail: daniel@bardjus.dk

Henrik Busch
Bestyrelsesformand
Tlf. (+45) 40 40 17 07

John Norden
Certified Adviser
Norden CEF A/S
Tlf.: (+45) 20 72 02 00
E-mail: jn@nordencef.dk

Pressekontakt:
Boris Gullev
Gullev & Co.
Tlf: (+45) 31 39 79 99

Vigtig information:

Denne meddelelse udgør ikke en virksomhedsbeskrivelse eller prospekt. Ingen person bør købe eller tegne aktier i BAR DJUS, medmindre dette sker på grundlag af oplysningerne i den virksomhedsbeskrivelse, BAR DJUS har offentliggjort i forbindelse med Udbuddet og optagelse af aktier til handel på Nasdaq First North Growth Market Denmark. Virksomhedsbeskrivelsen er tilgængelig på Selskabets hjemmeside. Denne meddelelse udgør ikke et tilbud om at sælge eller en opfordring til at tilbyde at købe aktier udstedt af Selskabet i nogen jurisdiktion, hvor et sådant tilbud eller salg ville være ulovligt, og meddelelsen og oplysningerne heri må hverken direkte eller indirekte distribueres eller offentliggøres i eller til sådanne jurisdiktioner. Udbuddet gennemføres i henhold til dansk ret, og de nye aktier udbydes kun i Danmark. Forhold, der behandles i denne meddelelse, kan udgøre fremadrettede udsagn, der ikke udgør historiske kendsgerninger.