Måndag 3 Augusti | 17:59:40 Europe / Stockholm

BAR DJUS vil kickstarte ekspansion i Tyskland gennem aftale med den erfarne konsulent Falko Langhorst

2026-08-03 14:00:00

INTERN VIDEN. MÅ IKKE OFFENTLIGGØRES, DISTRIBUERES ELLER UDLEVERES HELT ELLER DELVIST, DIREKTE ELLER INDIREKTE, I ELLER TIL USA, AUSTRALIEN, CANADA ELLER JAPAN.

Selskabsmeddelelse nr. 4/2026 (3. august 2026)

BAR DJUS A/S har indgået en agentaftale med den erfarne tyske salgs- og marketingprofil Falko Langhorst, der tiltræder som salgskonsulent med ansvar for Niedersachsen. Med omkring 8 millioner indbyggere, en central placering i Nordtyskland og nærhed til både Hannover, Bremen og Hamborg udgør delstaten et strategisk vigtigt udgangspunkt for BAR DJUS' videre ekspansion på det tyske marked.

Styrker vækststrategi med international profil fra KitchenAid

Aftalen med Falko Langhorst er ifølge CEO i BAR DJUS, Daniel Pontoppidan Szylit et vigtigt skridt i selskabets internationale vækststrategi, og skal styrke BAR DJUS' tilstedeværelse og salgsindsats over for grossister, restauranter, hoteller og cocktailbarer i Tyskland.

“Falko Langhorst har mange års international erfaring inden for salg, marketing og forretningsudvikling. Han har tidligere ledet tværeuropæiske salgsteams og har blandt andet haft ledende salgsroller hos KitchenAid. Han er kendt for sin kommercielle tilgang, stærke netværk inden for gastronomi- og fødevarebranchen samt sin evne til at udvikle salgsstrategier, skabe vækst og optimere forretningsprocesser. Gennem sin internationale erfaring og sit indgående kendskab til det tyske marked forventes han at blive en vigtig del af BAR DJUS' videre udvikling,” udtaler Daniel Pontoppidan Szylit.

Falko Langhorst ser selv et stort potentiale i premium produkter til det store tyske marked.

"Jeg er overbevist om, at vi kan gentage BAR DJUS' succes fra Skandinavien på det tyske marked. BAR DJUS producerer citrusjuicer i absolut topklasse, og ved udelukkende at anvende frysning som konserveringsmetode bevares den bedst mulige smag og kvalitet. De indledende dialoger med potentielle kunder i Tyskland bekræfter, at markedet efterspørger ingredienser af høj kvalitet. Samtidig oplever vi en generel udvikling, hvor professionelle køkkener og barer i stigende grad prioriterer premiumprodukter," udtaler Falko Langhorst.

Tidlig investor i BAR DJUS satte profilen Falko Langhorst i spil

Ifølge Daniel Pontoppidan Szylit har BAR DJUS målrettet arbejdet på at finde den rette partner til at etablere BAR DJUS på det tyske marked. Den afgørende kontakt blev skabt gennem BAR DJUS brede investornetværk, der ved seneste opgørelse talte mere end 1.500 investorer, heraf mange fra den danske gourmet- og oplevelsesbranche.

“Jeg vil gerne rette en stor tak til en af vores tidlige investorer, som satte os i kontakt med Falko Langhorst. Vi har siden april 2026 haft en grundig proces med flere møder både i Tyskland og på vores hovedkontor i Slagelse. Vores bestyrelse og CFO har ligeledes været en aktiv del af processen, og jeg vil gerne takke dem for deres værdifulde bidrag. Falko har allerede været ude at teste markedet og mødt potentielle kunder, og vi har oplevet et stort engagement og en stærk forståelse for både vores produkter og vores forretningsmodel. Den første aftale omfatter Niedersachsen, men ambitionen er, at samarbejdet kan udvides i takt med udviklingen. Vi ser frem til samarbejdet og har stor tillid til, at Falko kan blive en central drivkraft i BAR DJUS' fortsatte vækst i Tyskland,” udtaler Daniel Pontoppidan Szylit.