Dataproces fastholder forventningerne efter tocifret vækst i softwareforretningen
Dataproces offentliggjorde i går regnskab for første kvartal af selskabets skæve regnskabsår, 2026/27.
Dataproces nåede i første kvartal en omsætning på 8,9 mio. kroner mod 9,6 mio. kroner i samme periode sidste år. Driftsresultatet målt på EBITDA endte på 0,2 mio. kroner mod 2,4 mio. kroner i samme periode sidste år, mens EBIT-resultatet udgjorde -2,2 mio. kroner fra 0,6 mio. kroner i samme periode sidste år.
Den samlede omsætning og indtjening var påvirket af lavere omsætning fra dataanalyser og rådgivning. Omsætningen fra dataanalyser og rådgivning varierer naturligt mellem kvartalerne som følge af antallet og størrelsen af de gennemførte analyser samt tidspunktet for kommunernes behandling af resultaterne. Dog oplevede selskabet en vækst på 15,2% i softwareforretningen, hvilket medvirkede til, at selskabet også har oplevet fremgang i ARR, der ved udgangen af første kvartal udgjorde 29,5 mio. kroner.
For helåret fastholder selskabet sine forventninger, og venter således en omsætning på 50-53 mio. kroner, et EBITDA på 15-17 mio. kroner og et EBIT på 7-9 mio. kroner. Disse forventninger inkluderer dog ikke potentielle opkøb, hvor ambitionen er at realisere 7,5-10 mio. kroner i omsætning gennem opkøb i løbet af regnskabsåret.
Administrerende direktør, Kasper Lund Nødgaard udtaler i forbindelse med regnskabet:
Vi er naturligvis opmærksomme på, at EBITDA og EBIT i første kvartal ligger under samme periode sidste år. Forskellen kan primært forklares med den lavere omsætning fra dataanalyser og rådgivning, hvor vi historisk har set betydelige udsving mellem de enkelte kvartaler. Samtidig indregnes en større del af vores årlige softwareomsætning først i tredje kvartal. Som følge af softwareforretningens høje dækningsgrad forventes denne omsætning at få en væsentlig positiv effekt på både EBITDA og EBIT.
Vi har øget vores personaleomkostninger med 1,1 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år som følge af vores strategiske fokus på det tyske marked. Vi står uændret stærkt og betragter derfor udviklingen i Q1 som fuldt ud i overensstemmelse med vores egne forventninger og fastholder vores guidance for regnskabsåret.”