Trophy Games annoncerer det største opkøb i selskabets historie
(Billede?)
Trophy Games har i dag annonceret købet af den franske spiludvikler Playrion fra det svenske børsnoterede selskab Paradox Interactive AB.
Playrion har omkring 30 medarbejdere og en årlig omsætning på ca. 30 mio. kroner. Opkøbet er det største i Trophy Games’ historie, og styrker selskabets position inden for strategi- og simulationsspil til mobil. Playrion specialiserer sig i simulations- og managementspil inden for luftfart, og er bedst kendt for Airlines Manager og Airport Simulator: First Class.
Trophy Games ser særligt et stort potentiale i at anvende Airport Simulator og den underliggende teknologi som fundament for en ny serie af simulationsspil. Det er en strategi, som selskabet tidligere har anvendt efter opkøbet af Airline Manager i 2021, der har udviklet sig til en serie bestående af seks managerspil inden for transport. På kortere sigt ser Trophy Games desuden muligheder for at forbedre resultaterne i Playrions eksisterende spil gennem selskabets kompetencer inden for marketing, data, teknologi og spiludvikling.
Den kontante købesum udgør 2,25 mio. euro svarende til cirka 16,8 mio. kroner, og betales ved gennemførelsen af transaktionen. Købesummen er fastsat på kontant- og gældfri basis og vil blive reguleret for Playrions nettolikviditet på overtagelsestidspunktet. Paradox Interactive er samtidig berettiget til 9% af nettoomsætningen fra Playrions spil i de første tre år efter gennemførelsen af opkøbet. Trophy Games finansierer købet gennem den eksisterende kontantbeholdning, og bevarer samtidig en stærk kapitalposition.
På baggrund af opkøbet samt inklusionen af The Ranchers i selskabets finansielle forventninger, justerer Trophy Games samtidig sine forventninger til året. Der ventes nu en omsætning på 170-180 mio. kroner fra tidligere 150-167 mio. kroner, et EBITDA på 29-35 mio. kroner fra tidligere 28-36 mio. kroner og et uændret EBIT på 18-24 mio. kroner.
Administrerende direktør hos Trophy Games, Søren Gleie udtaler:
Vi har fulgt Playrion i fire år og kender både spillene og markedet godt. Det, der gør dette opkøb særligt interessant for os, er muligheden for at bygge videre på et allerede gennemprøvet fundament. Det har vi tidligere gjort med succes, og med Airport Simulator ser vi en mulighed for at gøre det igen. Vores ambition er at opbygge en ny serie af simulationsspil og etablere en ny vækstplatform for Trophy Games. Vi har mere end firedoblet vores omsætning over de seneste fem år, har seks nye spil på vej på markedet i løbet af det kommende år og har nu den finansielle kapacitet til at gennemføre større opkøb. Playrion er vores største opkøb til dato og et vigtigt skridt i vores strategi om fortsat at vokse både organisk og gennem opkøb.