Trophy Games løfter omsætningen og forbedrer indtjeningen i tredje kvartal
Trophy Games offentliggjorde i går efter markedets lukning deres kvartalsrapport for tredje kvartal, hvor omsætningen voksede 19%.
Trophy Games nåede i tredje kvartal en omsætning på 47,5 mio. kroner, mens driftsresultatet målt på EBITDA voksede 31% til 10 mio. kroner. EBIT-resultatet voksede 44% til 7,2 mio. kroner. For årets første tre kvartaler udgør omsætningen 133,5 mio. kroner, EBITDA 26,1 mio. kroner og EBIT 16,7 mio. kroner. På årets første tre kvartaler har selskabet således overgået sin helårsomsætning fra sidste regnskabsår. En af de største vækstdrivere i kvartal var Truck Manager, der nåede en omsætning på 14,1 mio. kroner svarende til en vækst på 69% sammenlignet med samme kvartal sidste år.
Efter opkøbet af Playrion står Trophy Games ved udgangen af tredje kvartal med en kassebeholdning på 49,9 mio. kroner og ingen nettorentebærende gæld. Købet blev alene finansieret gennem selskabets eksisterende kapitalbeholdning. Playrion er inkluderet i tallene fra fjerde kvartal, og meldingen er, at det opkøbte selskab årligt omsætter for ca. 30 mio. kroner.
Trophy Games fastholder de reviderede forventninger, der blev offentliggjort i forbindelse med opkøbet af Playrion. Der forventes således en omsætning på 170-180 mio. kroner, et EBITDA på 29-35 mio. kroner og et EBIT på 18-24 mio. kroner. Baseret på midtpunktet af forventningerne har selskabet således realiseret 76% af omsætningen, 82% af EBITDA og 80% af EBIT efter årets første tre kvartaler. Trophy Games beskriver i regnskabet, at de planlægger at reducere markedsføringsomkostningerne i fjerde kvartal som følge af de højere priser pga. Black Friday og jul. Dog forventes et mindre bidrag fra The Ranchers sammenlignet med tredje kvartal.
Administrerende direktør Søren Gleie udtaler i forbindelse med regnskabet:
Tredje kvartal var et skelsættende kvartal for Trophy Games. Vi øgede omsætningen med 19% og forbedrede vores indtjening markant, og med opkøbet af Playrion har vi gennemført det største opkøb i vores historie. Vi er blevet væsentligt bedre til at skabe indtjening fra vores spillere, og vi går ind i sidste kvartal af 2026 med vores hidtil stærkeste produktportefølje og pipeline af kommende produkter.