Freetrailer Group A/S fortsætter væksten og har i tredje kvartal af regnskabsåret 2024/25 (januar - marts 2025) registreret 325.853 udlejninger - svarende til en stigning på 13,4% sammenlignet med samme periode sidste år.
Antallet af aktive udlejningsprodukter er ved udgangen af kvartalet steget til 5.473 enheder fordelt på 1.489 lokationer, Det er en stigning på 792 udlejningsprodukter over de sidste 12 måneder, svarende til en vækst på 16,9 pct. Den fortsatte ekspansion er opnået både på eksisterende markeder og i nye geografier som Holland og Tyskland.
Kommentar fra CEO Nicolai Frisch Erichsen:
"Vi er tilfredse med udviklingen i kvartalet, særligt taget i betragtning, at det er en af årets mere stille perioder for udlejning. Forårssæsonen starter senere i år i forhold til 2024, hvor påsken lå i marts. Samtidig har vi i perioden lanceret mange nye udlejningsprodukter - både i Sverige og på nye markeder som Tyskland og Holland.
Det tager naturligt lidt tid, før nye produkter og lokationer når deres fulde potentiale, men vi ser allerede tydelige tegn på, at effekten er på vej.
Med over 200 udlejningsprodukter klar til det hollandske marked og samlet mere end 300 enheder i ordre, står vi stærkt rustet til yderligere fremgang i det kommende kvartal."
Med en 100 % selvbetjeningsløsning og en deleøkonomisk forretningsmodel, understøtter Freetrailer den stigende efterspørgsel på enkle og gratis transportløsninger.