Danish Aerospace and Defence Company A/S - handelsopdatering efter 3. kvartal 2026 - Forventningerne til 2026 fastholdes
SELSKABSMEDDELELSE
Odense, 4. november 2026
Selskabsmeddelelse nr. 92 – 04-11-2026
Danish Aerospace and Defence Company A/S - handelsopdatering efter 3. kvartal 2026
Forventningerne til 2026 fastholdes
Bestyrelsen for Danish Aerospace and Defence Company A/S (DADC) har i dag godkendt handelsopdateringen for 3. kvartal 2026. De finansielle oplysninger er ikke reviderede.
Højdepunkter
- Den samlede omsætning (inkl. andre driftsindtægter) ÅTD udgør DKK 11,0 mio., hvilket er lavere end forventet.
- EBITDA ÅTD udgør DKK -4,9 mio., hvilket ligeledes er lavere end forventet.
- “Proto-flight-modellen” af DADC’s nye multifunktionelle træningsudstyr, E4D, anvendes fortsat af flere besætningsmedlemmer ombord på den Internationale Rumstation (ISS) i ESA’s Columbus-modul.
- Selskabet har forlænget sin kontrakt med NASA via Amentum US om levering af tekniske vedligeholdelses- og supportydelser til den Internationale Rumstations Teal CEVIS-motionscykel. Denne kontraktforlængelse markerer 25 års kontinuerlig support af CEVIS på ISS. Selskabets arbejde med træningsudstyr for NASA går tilbage til 1993 og repræsenterer således 33 års uafbrudt support til NASA.
- DADC har indgået en kontrakt med European Space Agency (ESA) om udvikling og fremstilling af en prototype af kritiske komponenter til et nyt mobilt Lower Body Negative Pressure-system (LBNP). Prototypen skal testes sammen med eksisterende træningsudstyr fra DADC. LBNP anvendes på den internationale rumstation for at hjælpe med at forberede astronauter på deres tilbagevenden til Jorden.
- DADC fortsætter den tætte dialog med flere kommercielle amerikanske og europæiske kunder inden for bemandet rumfart og forsvar vedrørende muligheder for partnerskaber og levering af udstyr.
- De finansielle forventninger til regnskabsåret 2026 (som nævnt i selskabsmeddelelse nr. 91) fastholdes med en samlet omsætning (inkl. andre driftsindtægter) på DKK 16-18 mio. og en EBITDA på ca. DKK -6 til -4 mio.
Vedrørende foreløbige forventninger for 2027 refereres til selskabsmeddelelse nr. 91 fra den 30. oktober.
Kontakt venligst nedenstående, for yderligere oplysninger:
Danish Aerospace and Defence Company A/S:
Niels Heering, Bestyrelsesformand
Mobile: +45 40 17 75 31
Thomas A. E. Andersen, Administrerende Direktør
Tlf.: +45 40 29 41 62
Mail: ta@danishaerospace.com
Certified Adviser:
HC Andersen Capital
Tlf.: +45 30 93 18 87
Mail: ca@hcandersencapital.dk
Bredgade 23B, 2., 1260 København K
Om Danish Aerospace and Defence Company A/S:
Selskabet udvikler og producerer træningsudstyr, biomedicinsk helbredsovervågningsudstyr og vandfiltreringsudstyr til bemandet rumfart, som også kan anvendes inden for forsvarssektoren og i andre ekstreme miljøer. Selskabet har eksempelvis udviklet seks generationer af lungefysiologisk udstyr til bemandet rumfart samt flere generationer af ergometre og et nyt kombineret træningsapparat, der skal hjælpe astronauter med at opretholde deres fysiske form.
Udstyret er desuden særligt relevant i situationer på Jorden, hvor træning og helbredsovervågning er nødvendig og i visse tilfælde afgørende for overlevelse under ekstreme og særligt krævende forhold. Selskabet er i stand til at levere udstyr med en meget høj grad af pålidelighed takket være den nuværende medarbejderstab på mere end 22 højt kvalificerede medarbejdere med specialkompetencer inden for blandt andet elektronik, mekanik og softwareprogrammering. Selskabet har specialiseret sig i kundespecifikt design, udvikling og produktion af avanceret udstyr.
Med mere end 35 års erfaring, eksklusive rettigheder til visse nøgleteknologier til anvendelse i rumindustrien samt ikke-eksklusive rettigheder til anvendelse i forsvarssektoren, fire patenter på teknologien i et af Selskabets nye E4D-produkter, anerkendte referencekunder og en solid historik baseret på mange års samarbejde med de internationale rumorganisationer NASA og ESA, er det Ledelsens vurdering, at Selskabet har en unik position på det voksende marked for avanceret biomedicinsk udstyr, både inden for rumfartsindustrien og i andre ekstreme miljøer. Selskabet har til hensigt at udnytte denne position til at udvide sin kundeportefølje med kommercielle kunder inden for rumfartsindustrien samt kunder inden for forsvarssektoren og andre industrier, der opererer i ekstreme miljøer.
Firmaets kvalitetssystem er certificeret i henhold til BS EN ISO 9001:2015, BS EN 9100:2018 teknisk ækvivalent med AS9100D, som er den anerkendte standard på området.