Beskrivning
Land | Danmark |
---|---|
Lista | Small Cap Copenhagen |
Sektor | Tjänster |
Industri | Fordon & Transport |
Pressemeddelelse
København 28. maj 2025
Danske GreenMobility vil bringe robotbiler til Danmark
Mens kinesiske teknologigiganter som Baidu og WeRide forbereder at sende førerløse taxier ud på gaderne i Europa, har det danske delebilsselskab GreenMobility allerede taget de første skridt for at sikre, at Danmark ikke bliver hægtet af udviklingen.
"Vi har rakt ud til flere af de førende producenter af autonome køretøjer for at drøfte, hvordan teknologien kan blive integreret i den danske kontekst – både i storbyer og i landdistrikter," fortæller Kasper Gjedsted, administrerende direktør i GreenMobility.
Ifølge Gjedsted er det ikke for tidligt at tage hul på samtalen – tværtimod.
"Markedet bevæger sig hurtigt, og hvis vi først begynder at forholde os til autonome biler om fem år, så er vi allerede bagud. Vi skal skabe relationer og forståelse nu, så vi er klar, når teknologien bliver moden til Danmark," siger han.
GreenMobility har allerede en flåde på over 1.400 elbiler, som kører mere end 100.000 ture om måneden i København og Århus. Det betyder ikke kun omfattende operationel erfaring, men også adgang til værdifuld data.
"Vi har en guldgrube af viden om kørselsmønstre, brugeradfærd og mobilitet i bymiljøer. Det er præcis den slags data, som de førerløse teknologiproducenter efterspørger. Samtidig har vi bevist, at vi kan drifte og vedligeholde store bilflåder effektivt," forklarer Gjedsted.
Ifølge ham er det netop kombinationen af data og driftskapacitet, der positionerer GreenMobility stærkt i det kommende marked for autonome mobilitetsløsninger.
Selvom Gjedsted maner til realisme omkring tidshorisonten, er han overbevist om, at Danmark kommer til at se de første kommercielle tests af autonome køretøjer i løbet af de næste år.
"Det vil tage tid, før vi ser førerløse biler i drift i København. Der er lovgivning, teknologi og infrastruktur, som skal falde på plads. Men når tiden er moden, er GreenMobility klar til at spille en nøglerolle," siger han.
Han opfordrer samtidig danske myndigheder og politikere til at engagere sig i diskussionen allerede nu.
"Vi har en unik mulighed for at sikre, at Danmark bliver blandt de førende lande i Europa, når det kommer til førerløs mobilitet. Men det kræver, at vi begynder at planlægge i dag – ikke i overmorgen," lyder det.
Hvad er førerløse biler?
Førerløse biler – også kaldet autonome køretøjer eller robotbiler – er biler, der kan navigere og køre uden menneskelig fører ved hjælp af sensorer, kameraer, radar og avanceret software.
Autonominiveauer:
Førerløse biler kategoriseres i niveauer fra 0 til 5:
- Niveau 0-2: Kræver aktiv førerhjælp
- Niveau 3: Bilen kan køre selv i visse situationer
- Niveau 4: Fuldt autonom i udvalgte områder
- Niveau 5: Fuld autonomi – intet rat eller pedaler
Status i dag:
Flere byer verden har førerløse taxier og shuttlebusser i fuld drift, særligt i Kina og USA. I EU arbejdes der stadig med lovgivning og testprojekter.
Kontakt for yderligere information Kasper Gjedsted CEO, +45 21 41 80 30: kg@greenmobility.com
Om GreenMobility
GreenMobility giver moderne storbyboere nem, fleksibel og bæredygtig transport i form af elektriske delebiler. Brugerne får adgang til bilerne via GreenMobility-appen. Turene betales enten pr. minut, med minuttpakker, på dagsbasis eller via abonnement. I dag driver GreenMobility en samlet flåde på 1.400 elbiler.
Drevet af globale megatrends ser GreenMobility et hastigt voksende marked for delebiler i storbyer, der efterspørger grøn transport til borgerne og ønsker at reducere antallet af private biler. GreenMobilitys ambition er at være blandt de førende globale operatører inden for grøn delt mobilitet. GreenMobility er børsnoteret på Nasdaq Main Market Copenhagen i Danmark.