2.4.2024 13:00:01 CEST | Alefarm Brewing | Investor Nyheder
Som led i Selskabets ønske om at udkomme med unikke tilbud til sine kunder, der har Alefarm Brewing A/S nu indgået samarbejde med Cashback i partnerskab med Visa, hvilket giver mulighed for at optjene cashback på køb med Visa-kort i Selskabets webshop på alefarm.dk.
Investornyhed nr. 93
Alefarm Brewing indgår samarbejde med Cashback i partnerskab med Visa
Alefarm Brewing A/S ("ALEFRM" eller "Selskabet") er et innovativt dansk bryggeri, som producerer unikke øl af høj kvalitet til forbrugere og distributører på verdensplan. Selskabet kan i dag annoncere sit samarbejde med Cashback i partnerskab med Visa.
At optjene cashback er oprindeligt et populært amerikansk koncept, som nu er blevet lanceret af Loyalty Key A/S i Danmark. Det udgøres af en gratis app, som anvendes til at oprette en konto, hvorefter man kan tilmelde sit Visa-kort.
Når tilmeldingen er fuldført, så optjenes cashback - som på dansk kan betegnes som en form for bonuskroner - ved køb hos tilmeldte partnere, blandt andet Shell, Elgiganten og Just-Eat. Når der er optjent et beløb på mindst 100 kr., kan dette udbetales til ens bankkonto, og således kan man opnå besparelser på sine køb med Visa-kort.
I forlængelse heraf har Selskabet indgået samarbejde med Cashback i partnerskab med Visa, hvorfor det nu er muligt at optjene cashback på køb, som foretages med Visa-kort i Selskabets webshop på alefarm.dk.
Cashback optjenes ved køb af friske øl på dåse og i flaske, og gælder både hele kasser såvel som enkelte øl. Som led i dette fremstød tilbydes 10% i cashback ved køb af øl i Selskabets webshop, hvorfor aktionærer samt øvrige potentielle såvel som eksisterende kunder opfordres til at udnytte dette unikke tilbud.
Stifter og CEO, Kasper Tidemann, udtaler i den forbindelse:
"Cashback er et koncept, som jeg kender fra min tid i USA, hvor jeg boede og arbejdede i en årrække. Det er fornøjeligt at se konceptet lanceret her i Danmark af de dygtige folk hos Loyalty Key, som har skabt en løsning, som er oplagt at anvende for alle dem, som ønsker at optjene cashback på deres køb på en lang række webshops og i fysiske butikker. Det kan man nu også gøre hos Alefarm Brewing, hvor et køb i vores webshop på alefarm.dk udløser 10% i cashback som en del af dette fremstød. Det er et unikt tilbud, som jeg vil opfordre alle, som har lyst til at købe og smage vores øl, til at udnytte."
Supplerende information
For spørgsmål omkring samarbejdet med Cashback i partnerskab med Visa, der kan Selskabets CEO, Kasper Tidemann, kontaktes på kt@alefarm.dk. Selskabets Certified Adviser er Norden CEF, hvor John Norden kan kontaktes via e-mail på jn@nordencef.dk eller telefonisk på +45 20720200.
Kontakter
- Kasper Tidemann, Stifter og CEO, +45 31441760, kt@alefarm.dk
Om Alefarm Brewing
Alefarm Brewing er et tech-drevet mikrobryggeri med et fokus på moderne håndværk, autenticitet og en oprigtig tro på at kvalitet bygger på kærlighed. Vores ambition er at skabe sammenhold og fællesskab gennem unikke oplevelser med øl.