13.3.2024 10:30:01 CET | Alefarm Brewing | Selskabsmeddelelse
DENNE SELSKABSMEDDELELSE INDEHOLDER INTERN VIDEN. Alefarm Brewing A/S offentliggør forventninger til regnskabsåret 2024, hvor fokus vil være på forbedring af indtjeningsevnen, styrkelse af indsatsen inden for de digitale kanaler, samt fortsat vækst i Alefarm Beer Club.
Selskabsmeddelelse nr. 33
Alefarm Brewing offentliggør forventninger til regnskabsåret 2024
Alefarm Brewing A/S ("ALEFRM" eller "Selskabet") er et innovativt dansk bryggeri, som producerer unikke øl af høj kvalitet til forbrugere og distributører på verdensplan. Selskabet kan i dag offentliggøre sine forventninger til regnskabsåret 2024.
Med afsæt i markedsvilkårene, som de udviklede sig i løbet af 2023, har Selskabet udarbejdet et sæt forventninger til regnskabsåret 2024, som i hovedtræk består af følgende punkter:
- Forbedring af indtjeningsevnen gennem øget fokus på kanaler med højt dækningsbidrag
- En forventet omsætning i størrelsesordenen tDKK 9.000 til tDKK 10.000
- EBITDA i størrelsesordenen tDKK 100 til tDKK -1.000
- Et stærkt forøget salg via digitale kanaler
Selskabet ser ind i et 2024, hvor markederne forventeligt vil være præget af en fortsat uro, hvilket med rette må antages fortsat at materialisere sig i form af den dalende forbrugertillid, som er gældende ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Den manglende stabilitet på markederne giver usikkerhed - og den usikkerhed forholder Selskabet sig fortsat aktivt til.
For 2024 vil Selskabet fortsat tage udgangspunkt i en produktion, som er tilpasset efterspørgslen, og styre omkostningerne med henblik på at skabe og fastholde en drift, som er rentabel for regnskabsåret 2024.
Der forventes således en efterspørgsel, som vil udmønte sig i en omsætning i størrelsesordenen tDKK 9.000 til tDKK 10.000 for regnskabsåret 2024. Selskabet forventer et EBITDA i størrelsesordenen tDKK 100 til tDKK -1.000 på baggrund heraf. Målsætningen er at skabe en drift i balance, hvor fokus er på indtjening.
Stigningen i omsætningen vil først og fremmest komme fra de digitale kanaler, hvor specielt ølklubben allerede nu er på et niveau, der giver anledning til at forvente at omsætningen herfra fordobles i forhold til 2023.
Den lanceringsparate digitale platform forventes at skabe et digitalt fællesskab for øl-entusiaster, som vil øge kendskabsgrad, kundeloyalitet og fastholdelse af kunder i Alefarm Brewings målgruppe. Den digitale platform - og de digitale aktiviteter - udgør et forretningsben for Selskabet, som vurderes at ville komme Selskabet til gode i årene fremover.
Den væsentligste risiko i forhold til vækstudmeldingerne er, at der opstår forhold, som gør at eksportmarkederne vil blive endnu mere begrænsede. Selskabet har et kapitalberedskab, der sikrer driften i henhold til de lagte budgetter for 2024.
Stifter og CEO, Kasper Tidemann, udtaler i den forbindelse:
"Vi har her i starten af 2024 oplevet en lille stabilisering af forbruget af craft beer, altså øl i premium-segmentet, som vi tilhører. Vi forventer dog stadig at regnskabsåret 2024 bliver præget af en vis uro, som vi er klar til at møde, hvilket vi gør ved at gribe de muligheder, som opstår i markedet. Vi har særligt fokus på den digitale indsats og ikke mindst vores ølklub, som vi forventer vil vokse yderligere målt på antal medlemmer her i 2024."
Supplerende information
For spørgsmål vedrørende offentliggørelsen af forventningerne til regnskabsåret 2024, der kan Selskabets CEO, Kasper Tidemann, kontaktes på kt@alefarm.dk. Selskabets Certified Adviser er Norden CEF, hvor John Norden kan kontaktes via e-mail på jn@nordencef.dk eller telefonisk på +45 20720200.
Kontakter
- Kasper Tidemann, Stifter og CEO, +45 31441760, kt@alefarm.dk
Om Alefarm Brewing
Alefarm Brewing er et tech-drevet mikrobryggeri med et fokus på moderne håndværk, autenticitet og en oprigtig tro på at kvalitet bygger på kærlighed. Vores ambition er at skabe sammenhold og fællesskab gennem unikke oplevelser med øl.