Scandinavian Medical Solutions nedjusterer forventningerne til 2025/26
26.8.2026 11:55:22 CEST | Scandinavian Medical Solutions A/S | Intern viden
SELSKABSMEDDELELSE NR. 76 – 2026 | 26-08-2026
Denne selskabsmeddelelse indeholder intern viden
Scandinavian Medical Solutions A/S (”SMS” eller ”Selskabet”) nedjusterer sine forventninger til regnskabsåret 2025/26. Nedjusteringen skyldes en fortsat udfordret markedssituation og et direkte afledt øget pres på marginer og omsætning. Samtidig initierer Selskabet en acceleration af de allerede iværksatte tiltag, der skal nedbringe lagerbeholdning, øge omsætningshastigheden og yderligere frigøre arbejdskapital.
Hovedpunkter
- Omsætningen for 2025/26 forventes nu at udgøre DKK 155–175 mio. mod tidligere DKK 190–220 mio.
- EBITDA forventes nu at udgøre DKK -9 – -13 mio. mod tidligere DKK 0–5 mio.
- Nedjusteringen skyldes en fortsat skærpet priskonkurrence grundet øget volatilitet i markedet, fortsat forhøjede fragtomkostninger, skærpede krav til transport af farligt gods, fastholdte amerikanske toldsatser og vedvarende geopolitisk usikkerhed, herunder i Mellemøsten.
- Selskabet er fortsat i gang med at effektivisere lagerstrategien således at det eksisterende varelager realiseres gradvist, og provenuet reinvesteres i varer ud fra de nye markedsforhold med højere omsætningshastighed og bedre marginsatser.
- Selskabet har iværksat optimeringer på kapacitetsomkostninger, som vil få fuldårseffekt i det kommende regnskabsår.
- Tidsplanen for offentliggørelse af årsrapporten for 2025/26 er uændret, jf. Selskabets finanskalender.
Reviderede forventninger til regnskabsåret 2025/26
DKK mio. | Oprindelig forventning | Revideret 1. april 2026 | Ny forventning |
Omsætning | 220–250 | 190–220 | 155–175 |
EBITDA | 11–15 | 0–5 | -9 – -13 |
De reviderede forventninger afspejler den aktuelle markedssituation og forudsætter, at de geopolitiske og makroøkonomiske forhold ikke forværres yderligere.
Baggrund
Den 1. april 2026 nedjusterede Selskabet sine forventninger til regnskabsåret 2025/26 som følge af øget global usikkerhed på hovedmarkederne, jf. selskabsmeddelelse nr. 68-2026. De underliggende markedsforhold har siden vist sig mere vedvarende end forudsat, og andet halvår har fortsat været præget af høj volatilitet og et øget marginpres, hvilket har påvirket både omsætning og indtjening for Selskabet.
Priskonkurrencen er i perioden blevet yderligere skærpet med det nuværende udbud og efterspørgsel på markedet, samtidig med at fragtomkostningerne fortsat ligger på et forhøjet niveau. Fastholdelsen af de amerikanske toldsatser opretholder et højere omkostningsniveau end tidligere år og processen for tilbagebetaling af ulovligt opkrævede tariffer går langsommere end forventet. Flere kunder, særligt i Mellemøsten, afventer fortsat klarhed, før nye investeringsbeslutninger træffes og hertil kommer en generelt udfordret global købekraft, som dæmper efterspørgslen bredt.
Strategiske ændringer
Som led i en gennemgang af sit strategiske fokus har Selskabet identificeret et klart forbedringspotentiale i, hvordan varelageret fremad sammensættes og eksekveres. Selskabet har derfor igangsat en yderligere acceleration af lagerstrategien, hvor det nuværende varelager gradvist realiseres, og provenuet reinvesteres i et varelager, der i højere grad matcher de aktuelle markedsforhold.
Den accelererede lagerstrategi forventes at øge omsætningshastigheden, yderligere frigøre arbejdskapital og styrke Selskabets agilitet over for de gældende markedsforhold. Strategien er iværksat, men forventes først at have fuld effekt ved halvårsregnskabet 2026/27.
Ledelsen udtaler
Jens Hvid Paulsen, administrerende direktør i Scandinavian Medical Solutions A/S, udtaler:
”Markedet har ikke rettet sig i det tempo, vi forudsatte i forbindelse med vores oprindelige forventning og ligeledes efter nedjusteringen i april, og det er naturligvis utilfredsstillende, at vi må justere forventningerne igen. Vi bruger derfor situationen til at ændre det, vi selv er i kontrol med. Ved yderligere at accelerere omstilling af lageret mod varer med hurtigere omsætning frigør vi kapital og gør os mindre afhængige af, præcis hvornår markedet vender.”
Supplerende Information
For spørgsmål vedrørende denne selskabsmeddelelse kan Selskabets CEO, Jens Hvid Paulsen, kontaktes på investor@scandinavian-medical.com.
Selskabets Certified Adviser er HC Andersen Capital ApS.
Scandinavian Medical Solutions A/S
Gasværksvej 48,1., DK – 9000 Aalborg
CVR-nummer: 39901749
Hjemmeside: www.scandinavian-medical.com
Selskabsmeddelelser, investornyheder, finansielle rapporter mv. kan findes på https://www.scandinavian-medical.com/pages/investors
Om Selskabet
Scandinavian Medical Solutions blev stiftet tilbage i 2018 med en mission om at facilitere bedre adgang til omkostningseffektivt og højkvalitets billeddiagnostisk udstyr globalt gennem specialiseret indkøb og videresalg af brugt billeddiagnostisk udstyr af høj kvalitet.
MRI, CT og PET/CT-scannere er blandt det dyreste og mest komplekse udstyr, der findes på et hospital, og de tonstunge følsomme maskiner kan kun transporteres, samles og vedligeholdes af specialiserede fagfolk med erfaring og tekniske færdigheder.
Derfor tilbyder Scandinavian Medical Solutions en komplet business til business løsning, som garanterer maskinens kvalitet og funktionalitet.
Scandinavian Medical Solutions tilbyder hospitaler og klinikker verden over et tilgængeligt, pålideligt og bæredygtigt økosystem for handel med scanningsudstyr og skaber dermed grundlag for en cirkulær økonomi, hvor eksisterende materiel får nyt liv.