21:48:43 Europe / Stockholm
2024-05-01 08:26:00

Selskabsmeddelelse nr. 14/2024
1. maj 2024

Sydbanks delårsrapport – 1. kvartal 2024

Hovedpunkter fra regnskabet for 1. kvartal 2024

  • Periodens resultat på 861 mio. kr. giver en egenkapitalforrentning på 23,4 pct. p.a. efter skat
  • Basisindtjening på 1.849 mio. kr. er 13 pct. højere end i samme periode i 2023
  • Handelsindtjening på 89 mio. kr. mod 117 mio. kr. i samme periode i 2023
  • Basisomkostninger på 831 mio. kr. mod 797 mio. kr. i samme periode i 2023
  • Basisresultat før nedskrivninger på 1.107 mio. kr. er 16 pct. højere end i samme periode i 2023
  • Nedskrivninger på udlån mv. udgør en udgift på 8 mio. kr.
  • Bankudlån stiger med 3,4 mia. kr., svarende til en stigning på 5 pct. i forhold til ultimo 2023
  • Egentlig kernekapitalprocent er på 17,4 og er faldet med 1,5 procentpoint i forhold til ultimo 2023

Administrerende direktør Karen Frøsig udtaler om resultatet:

  • Vi har opnået en meget stærk start på året. Det er positivt, at vi i årets første kvartal kan løfte basisindtjeningen og den samlede indtjening fra rekordniveauerne i 3. og 4. kvartal sidste år. Indtjeningen stiger på trods af et mindre fald i nettorenteindtægterne, da faldet mere end opvejes af en stigning i indtægterne fra den øvrige basisindtjening. Resultatet for 1. kvartal 2024 er 17 pct. bedre end resultatet for samme kvartal sidste år og forrenter egenkapitalen med 23,4 pct., hvilket er på et meget tilfredsstillende niveau.

Som kommentar til udviklingen i bankudlån siger Karen Frøsig:
-  Vi er tilfredse med at se den fortsatte effekt af vores stærke værditilbud til såvel bestående som nye kunder, der bl.a. medfører, at bankudlånet stiger med 3,4 mia. kr. i 1. kvartal og er på det højeste niveau i nyere tid.

Bestyrelsesformand Lars Mikkelgaard-Jensen siger:

  • Det er glædeligt, at banken efter det igangsatte aktietilbagekøb på 1.200 mio. kr. fortsat er særdeles velkapitaliseret og robust. Det er specielt vigtigt i en tid med geopolitisk usikkerhed, med krig i Ukraine og uro i Mellemøsten, at Sydbank er godt rustet til at navigere i usikkerheden og støtte vores kunder.

Forventninger til 2024

  • Der forventes moderat vækst i dansk økonomi
  • Resultatet efter skat forventes at være i intervallet 2.500-2.900 mio. kr.
  • Forventningen til resultatet er baseret på, at Danmarks Nationalbank i 2024 nedsætter indskudsbevisrenten med 0,75 procentpoint
  • Forventningerne er forbundet med usikkerhed og afhænger af udviklingen på de finansielle markeder samt de makroøkonomiske forhold, der bl.a. kan påvirke niveauet for nedskrivninger.

Yderligere oplysninger
Bankdirektør Jørn Adam Møller, tlf. 74 37 20 30
Pressechef Susanne Ingeman Faber, tlf. 26 29 11 29